Når man bare gerne vil hjem

Jeg sidder på akutmodtagelsen med min kæreste der er inde til observation for brystsmerter, som heldigvis lader til at være harmløse.

Inde på den anden side af skillevæggen ligger Peter. Vi har ikke set eller mødt Peter, men vi har hørt ham. Peter er en ældre herre, en af den slags der på overfladen godt kan virke lidt vranten og svær at danse med, men ud fra kommunikationen med personalet mærker vi hurtigt at Peter er en lun og hyggelig gammel gut, der bare gerne vil hjem til sit plejehjem igen. Han gider ikke ligge her i sterile hvide omgivelser, med folk der farer frem og tilbage, og han synes det er noget værre pjat at skulle vaskes med vand inden en vis herre har fået sko på. Peter skal tackles lidt varsomt, og dog med en fast hånd. Hvis Peter skal have lov at komme hjem til plejehjemmet skal han nemlig drikke noget mere, og det passer ham ikke rigtigt. Lur mig om ikke Peter er fra en tid hvor man drak når man var tørstig, og ellers ikke. Den lidt strikse, men dog rimelige, polske læge har efter nogen overtalelse og lovninger om større indtag af de våde varer, indvilget i at sende Peter hjem efter en infusion af væske. Pårørende har vi ikke set eller hørt noget til, men mon ikke det bliver til en glædelig genforening mellem den kære Peter og hans velkendte plejehjem senere idag. 

Om venskaber og ensomhed

Jeg har hele livet igennem haft svært ved at knytte venskaber, ikke bekendtskaber, dem har jeg haft masser af, men rigtige og nære venskaber. Jeg husker tydeligt som stor pige og teenager, hvordan andre havde deres bedste veninder og venner, og jeg altid stod i periferien. Jeg var som sådan ikke udenfor, jeg var bare heller ikke den tætteste for nogen. Jeg havde konstant følelsen af at de andre havde en anden der var mere værd for dem, og at jeg måske nok var vellidt, men ikke kom i første række. Denne følelse fulgte mig helt op i voksenalderen, og gør det stadig. Nu har jeg bare en forklaring på dette fænomen - ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse. Nu ved jeg at en stor del af det er noget der foregår i mit eget hoved, og at det er mig selv der afholder mig fra at komme tæt på, og lade andre komme tæt på mig, hvor meget jeg end gerne ville at det var anderledes.

Ikke at have nære venskaber fører i sagens natur til en vis portion ensomhed. Jeg har fra barn været vant til at tilbringe meget tid alene, så det er jo ikke sådan at jeg lider voldsomt meget under det, men fra tid til anden rammer den mig - ensomheden. De seneste år har jeg virkelig gjort mig umage for at overvinde mine fastgroede forskruede tanker om mit eget værd. Jeg har rakt ud, skabt kontakt, sået frø til nye venskaber - alt det jeg rent faktisk er god til. Det jeg ikke er så god til er at vande de frø, få dem til at spire, passe og pleje dem så de vokser sig stærke. Vander jeg for lidt tørrer de ud og visner, vander jeg for meget drukner de. For mange mennesker er denne kunst naturligt nem, for mig kan den sammenlignes med at lære at læse uden at kende bogstaverne. Der findes ikke en manual for venskaber.

I mine drømme har jeg en, to, tre...veninder og venner jeg kan grine og græde med, kede mig med, tage i byen med, tage på ferie med, have dybe samtaler med eller bare se tv med. Sådan nogle mennesker der en helt almindelig tirsdag kigger forbi, bare fordi de lige har lyst. Jeg forestiller mig at sådan nogen findes, men måske det bare er en illusion? Måske er det kun på film den slags kan lade sig gøre? Jeg håber så inderligt at livet en dag tager røven på mig, og beviser med modsatte.