Hvem kender ikke det med at nogen spørger hvordan det går, og man svarer "Det går godt" eller "Fint"? Nogle gange mener vi det helt inderst inde, mange gange siger vi det for at undgå at skulle krænge vores inderste ud, og så engang imellem siger vi det fordi vi faktisk selv tror eller bilder os ind at det går godt. Har du overvejet det? Jeg tror egentlig sjældent vi tænker over hvad vi vil svare, det kommer bare ud som en indøvet refleks.
Jeg talte med en rigtig god ven der var frustreret over at han ikke følte han blev mødt når han svarede noget andet end det sædvanlige "Fint" til den årlige familiekomsammen. Han var træt af at skulle lade som om, og pakke tingene ind. Jeg kunne så godt sætte mig ind i det, men måtte også lade ham forstå, at man ikke altid kan forvente at spørgeren er klar til andet end et standardsvar. Vi spørger af pli og høflighed hvordan den anden har det, men er vi egentlig klar til at tage den udfordring op det er, hvis den anden rent faktisk har det af helvede til, og har brug for en længere snak? Sjældent, når det lige er til tante Odas 70 års fødselsdag. Der glatter vi ud, siger det nok skal gå, op på hesten igen, og så skynder vi os videre. Vi glemmer bare lige, at lige netop den person måske ikke har andre at snakke med, måske har brugt dage på at samle energi til denne dag, og besluttet sig for at åbne sig op for netop dig. De der har et godt netværk, mange ressourcer, har også overskud til at lægge låg på denne ene dag og lyve en lille smule for festlighedernes skyld, netop fordi de har andre mennesker at snakke med.
Jeg skriver ikke dette for at tante Odas fødselsdag skal blive en lettere nedtrykt terapitime. Jeg ønsker bare at få jer til at tænke lidt, være lidt mindre berøringsangste. Hvad koster det at lægge øre eller skulder til, bare 10 minutter længere end du havde forestillet dig da du spurgte "Hvordan går det så?". Husk dine 10 minutter måske kan gøre en enorm forskel i et andet menneskes liv.
