Frigjort Kærlighed

I starten af året besluttede min daværende kæreste og jeg at vi ikke længere skulle være kærester. Vi havde været sammen i næsten 4 år, og elskede stadig hinanden højt, men det var som om vores forhold var blevet dødt og koldt, og vi kunne ikke længere forsvare at holde hinanden fast på den måde.

Den kommende tid var selvfølgelig hård for os begge, og vi skulle lige finde ud af at kommunikere godt som venner, men efterhånden kom vi ligeså stille igang igen, og det viste sig faktisk at vi nu kunne komme tættere på hinanden end vi havde været længe. Det var som om parforholdets forpligtelser og forventninger havde skabt en distance mellem os, selvom vi altid havde forsvoret at dette ville ske. Nu var de alt for stramme og kvælende bånd blevet løsnet, vi kunne begge trække vejret igen, og oplevede at vi kunne begynde at udvikle os igen, både sammen og hver for sig. 

Kærligheden til hinanden er der stadig. Den er en anden nu, den er dybere og mere favnende. Vi er de bedste venner, vi hepper på hinanden, vi støtter hinanden, vi har hinandens ryg og vi ser når den anden har brug for at blive irettesat, for det kan man nemlig når man stoler så meget på hinanden som vi gør.

Det er helt nyt for mig at have et menneske så tæt på mig, som jeg ikke er i kæresteforhold med. Og jeg oplever at flere af den slags mennesker kommer til. Jeg skulle leve 40 år før jeg fandt ud af at jeg rent faktisk er en helt masse værd for flere mennesker end bare et enkelt. Og jeg har så meget kærlighed at dele ud af, for den bobler i mig og flyder over, nu hvor den er sat fri.

Tror du på karma?

Jeg sad idag på en bænk i Aarhus. Der var mange mennesker i byen, og vejret var dejligt. Der er en del hjemløse og sørgelige skæbner i gadebilledet i Aarhus, og på et tidspunkt kommer en sjusket og usoigneret mand hen og spørger mig om jeg har en cigaret. Jeg siger nej, for lige idag har jeg kun fem tilbage, og min konto er tom, men jeg forventer på ingen måde det scenarie jeg nu skal opleve. Mandens følgesvend, en pæn og forbavsende velsoigneret mand, henvender sig til mig fra bænken ved siden af, få meter fra den jeg sidder på. "Kan du virkelig ikke undvære en enkelt cigaret?" spørger han på engelsk. Mange mennesker ville nok have ignoreret han, og forladt stedet, men jeg begynder istedet at forklare hvorfor jeg sagde nej. Jeg ved godt jeg ikke skylder nogen forklaring, men sagen er den at jeg normalt altid hjælper hvis nogen mangler en cigaret, og selv har røget meget mere end jeg plejer det sidste døgn, fordi jeg har haft en masse kedelig ventetid, så han giver mig faktisk lidt dårlig samvittighed. Jeg kan godt mærke på ham at min vage forklaring lyder som en dårlig undskyldning, og da han svarer "Er du klar over hvor mange mennesker som dig jeg møder hver dag" føler jeg mig provokeret til at forsvare mig. For jeg er ikke som alle de andre. Jeg ser mig selv som et favnende og gavmildt menneske, og har ikke lyst til at blive sat i bås med alle dem der behandler de hjemløse som en gruppe undermennesker. Kort inde i samtalen kommer manden over til mig, og beder mig rykke mig, for han vil sidde ved siden af mig. Vi snakker nok 20 minutter. Han spørger mig om jeg tror på karma, og fortæller mig at hvis han havde to cigaretter ville han aldrig tøve med at give den ene til en der trængte til en smøg. Han fortæller også at rigtig mange mennesker ikke tror på at han er hjemløs, og da jeg siger at det tror jeg på, beder han mig sætte ord på hvorfor det er så svært for de fleste at tro på. Det går op for mig, hvor svært det egentlig må være for ham at blive respekteret og accepteret, bare fordi han prioriterer at være ren, nybarberet og ordentlig i tøjet...i virkeligheden det helt modsatte af, hvilke spilleregler der normalt gælder i samfundet. Denne mand lever af at nogen har lyst til at hjælpe ham, og så bliver hans egenomsorg en hæmsko for ham. Allerede tidligt i samtalen ved jeg at jeg vil komme til at give ham en af mine kostbare cigaretter, så da han til sidst beder om en igen, tøver jeg ikke, selv om jeg godt ved at al hans snak selvfølgelig har været hans snedige måde at manipulere mig på. Han ser jeg har min telefon i hånden og beder mig åbne skærmen. Så trykker han sit telefonnummer ind, giver mig hånden og præsenterer sig som Alin. Nu har jeg Alins nummer i min telefonbog, og som han sagde "Måske ringer du imorgen, måske aldrig. Men nu har du muligheden". Han gav mig et varmt knus, og gik videre med sin umage ven, som under hele vores snak bare gik rundt og kiggede i de omkringliggende skraldespande. Jeg sidder tilbage med en oplevelse af at have fået en lille bid af et andet menneskes verden. Jeg ved intet andet om Alin, end at han er hjemløs og tror på karma, men han rørte noget i mig, og derfor skriver jeg dette. Jeg lærte, og giver hermed videre, at vi nogle gange bør give lidt af os selv til andre, for selvom vores ego i første omgang tænker "what's in it for me?", vil vi ALTID gå derfra med et eller andet...om det så bare er et smil, eller telefonnummeret på en fremmed, vi måske aldrig kommer til at ringe til.

Og til spørgsmålet om karma...jeg svarede ham "måske". Ved nærmere eftertanke er mit svar her bagefter: Ikke i et religiøst perspektiv, men jeg tror på at vores væren i verden har betydning for vores velvære og lykke, og at vi skal behandle vores næste som vi selv gerne vil behandles.

Om at træde ind i de voksnes rækker

Hvornår er man egentlig voksen? Jeg tænker ikke her på myndig eller voksen i lovens forstand, men voksen ifølge definitionen man selv har i hovedet, det billede man som barn havde af "De voksne". Jeg har egentlig hele mit såkaldte voksenliv kæmpet lidt med tankerne og følelserne omkring at være voksen. Når man er barn har man ofte travlt med at blive ældre, få mere medbestemmelse, mere frihed og mere ansvar. Jeg husker at jeg tænkte at de voksne måtte alt det vi børn ikke måtte, og selv kunne bestemme alting. Da jeg blev så gammel at jeg forventedes at stå på egne ben var det for mig på en gang spændende og befriende, men også skræmmende og uoverskueligt, og jeg fandt hurtigt ud af at voksenlivet ikke var så rosenrødt som barnet i mig troede. Jeg flyttede i egen lejlighed som 18 årig, da jeg virkelig havde brug for at komme hjemmefra og få mit eget liv, men det var på den anden side også som at rive mig selv ud af barndommens ubekymrethed. Med frihed kom også store beslutninger og konsekvenser, og alt jeg gjorde ville få betydning for mit videre liv.

Imorgen fylder jeg 40 år. For mig er det ligesom tallet der endegyldigt afslutter min ungdom, og gør mig "rigtig" voksen, og dog er det bare et tal. For jeg er ikke en anden imorgen end idag. Føler jeg mig mere voksen end da jeg fyldte 30? Dengang var jeg gift, havde små børn og gik på job fem dage om ugen. Mit liv var nok egentlig mere "voksent" dengang, men jeg har mere livserfaring og modenhed nu hvor jeg er ugift, bor alene og kun arbejder 9 timer om ugen. Føler jeg mig som en voksen, og det man populært kalder midaldrende? Kan jeg identificere mig med de der var voksne da jeg var barn? Nej ikke rigtigt. Om jeg nogensinde kommer dertil ved jeg ikke, men jeg ved at så længe jeg kan stå ved den jeg er overfor mine nærmeste og har det godt med mig selv, er det faktisk lidt ligegyldigt hvilke tal der står på min fødselsattest. Alder er kun et tal, og har kun betydning hvis optikeren har aldersrabat.

"Det går super godt"

Hvem kender ikke det med at nogen spørger hvordan det går, og man svarer "Det går godt" eller "Fint"? Nogle gange mener vi det helt inderst inde, mange gange siger vi det for at undgå at skulle krænge vores inderste ud, og så engang imellem siger vi det fordi vi faktisk selv tror eller bilder os ind at det går godt. Har du overvejet det? Jeg tror egentlig sjældent vi tænker over hvad vi vil svare, det kommer bare ud som en indøvet refleks.

Jeg talte med en rigtig god ven der var frustreret over at han ikke følte han blev mødt når han svarede noget andet end det sædvanlige "Fint" til den årlige familiekomsammen. Han var træt af at skulle lade som om, og pakke tingene ind. Jeg kunne så godt sætte mig ind i det, men måtte også lade ham forstå, at man ikke altid kan forvente at spørgeren er klar til andet end et standardsvar. Vi spørger af pli og høflighed hvordan den anden har det, men er vi egentlig klar til at tage den udfordring op det er, hvis den anden rent faktisk har det af helvede til, og har brug for en længere snak? Sjældent, når det lige er til tante Odas 70 års fødselsdag. Der glatter vi ud, siger det nok skal gå, op på hesten igen, og så skynder vi os videre. Vi glemmer bare lige, at lige netop den person måske ikke har andre at snakke med, måske har brugt dage på at samle energi til denne dag, og besluttet sig for at åbne sig op for netop dig. De der har et godt netværk, mange ressourcer, har også overskud til at lægge låg på denne ene dag og lyve en lille smule for festlighedernes skyld, netop fordi de har andre mennesker at snakke med.

Jeg skriver ikke dette for at tante Odas fødselsdag skal blive en lettere nedtrykt terapitime. Jeg ønsker bare at få jer til at tænke lidt, være lidt mindre berøringsangste. Hvad koster det at lægge øre eller skulder til, bare 10 minutter længere end du havde forestillet dig da du spurgte "Hvordan går det så?". Husk dine 10 minutter måske kan gøre en enorm forskel i et andet menneskes liv. 

Da min verden kom i glas og ramme

Igår formiddags tikkede en sms ind på min telefon. De ganske lidt slørede bogstaver på skærmen fortalte mig, at jeg nu kunne hente mine nye briller hos optikeren. Nu sidder mit første par briller så på næsen, og min verden er kommet i glas og ramme. Noget af det første jeg gjorde var at poste et billede på Facebook, hvortil jeg fik kommentaren "Du ser godt ud! Ser du godt ud?" Kommentaren var sød og sjov, men egentlig også en man godt kunne filosofere lidt over. At se er noget fysisk, en mekanisme der sker i hjernen når lys rammer vores nethinde. Men at se kan også være et definerbart og relativt begreb. SER du glasset som halvtomt eller halvfyldt? Kan du SE sammenhængen? Hvordan SER din fremtid ud? Så...SER jeg godt ud? Nu er min verden kommet i glas og ramme. Normalt sætter vi kun smukke, sjove eller mindeværdige billeder i rammer, og hænger dem op på væggen. Er hele min verden egnet til dette, at blive sat i ramme og hængt op til skue? Jeg gør normalt en dyd ud af at se verden med positive og optimistiske øjne, men må nu alligevel erkende at ikke alt i verden er smukt og mindeværdigt. Bliver verden et bedre sted af at vi vælger at se den gennem de rette briller? Det tror jeg faktisk den gør. Hvordan ville det ikke være, hvis alle mennesker formåede at se positivt og optimistisk på tingene? Nu er min lille verden kommet i glas og ramme, og ved du hvad, jeg synes faktisk den er værdig til det. Er din?

Når man bare gerne vil hjem

Jeg sidder på akutmodtagelsen med min kæreste der er inde til observation for brystsmerter, som heldigvis lader til at være harmløse.

Inde på den anden side af skillevæggen ligger Peter. Vi har ikke set eller mødt Peter, men vi har hørt ham. Peter er en ældre herre, en af den slags der på overfladen godt kan virke lidt vranten og svær at danse med, men ud fra kommunikationen med personalet mærker vi hurtigt at Peter er en lun og hyggelig gammel gut, der bare gerne vil hjem til sit plejehjem igen. Han gider ikke ligge her i sterile hvide omgivelser, med folk der farer frem og tilbage, og han synes det er noget værre pjat at skulle vaskes med vand inden en vis herre har fået sko på. Peter skal tackles lidt varsomt, og dog med en fast hånd. Hvis Peter skal have lov at komme hjem til plejehjemmet skal han nemlig drikke noget mere, og det passer ham ikke rigtigt. Lur mig om ikke Peter er fra en tid hvor man drak når man var tørstig, og ellers ikke. Den lidt strikse, men dog rimelige, polske læge har efter nogen overtalelse og lovninger om større indtag af de våde varer, indvilget i at sende Peter hjem efter en infusion af væske. Pårørende har vi ikke set eller hørt noget til, men mon ikke det bliver til en glædelig genforening mellem den kære Peter og hans velkendte plejehjem senere idag. 

Om venskaber og ensomhed

Jeg har hele livet igennem haft svært ved at knytte venskaber, ikke bekendtskaber, dem har jeg haft masser af, men rigtige og nære venskaber. Jeg husker tydeligt som stor pige og teenager, hvordan andre havde deres bedste veninder og venner, og jeg altid stod i periferien. Jeg var som sådan ikke udenfor, jeg var bare heller ikke den tætteste for nogen. Jeg havde konstant følelsen af at de andre havde en anden der var mere værd for dem, og at jeg måske nok var vellidt, men ikke kom i første række. Denne følelse fulgte mig helt op i voksenalderen, og gør det stadig. Nu har jeg bare en forklaring på dette fænomen - ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse. Nu ved jeg at en stor del af det er noget der foregår i mit eget hoved, og at det er mig selv der afholder mig fra at komme tæt på, og lade andre komme tæt på mig, hvor meget jeg end gerne ville at det var anderledes.

Ikke at have nære venskaber fører i sagens natur til en vis portion ensomhed. Jeg har fra barn været vant til at tilbringe meget tid alene, så det er jo ikke sådan at jeg lider voldsomt meget under det, men fra tid til anden rammer den mig - ensomheden. De seneste år har jeg virkelig gjort mig umage for at overvinde mine fastgroede forskruede tanker om mit eget værd. Jeg har rakt ud, skabt kontakt, sået frø til nye venskaber - alt det jeg rent faktisk er god til. Det jeg ikke er så god til er at vande de frø, få dem til at spire, passe og pleje dem så de vokser sig stærke. Vander jeg for lidt tørrer de ud og visner, vander jeg for meget drukner de. For mange mennesker er denne kunst naturligt nem, for mig kan den sammenlignes med at lære at læse uden at kende bogstaverne. Der findes ikke en manual for venskaber.

I mine drømme har jeg en, to, tre...veninder og venner jeg kan grine og græde med, kede mig med, tage i byen med, tage på ferie med, have dybe samtaler med eller bare se tv med. Sådan nogle mennesker der en helt almindelig tirsdag kigger forbi, bare fordi de lige har lyst. Jeg forestiller mig at sådan nogen findes, men måske det bare er en illusion? Måske er det kun på film den slags kan lade sig gøre? Jeg håber så inderligt at livet en dag tager røven på mig, og beviser med modsatte.

Mit liv som regelrytter

Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg har virkelig svært ved det, når givne love og regler ikke følges. Måske skyldes det min opdragelse, måske min OCD som bedst kan lide struktur og lige linjer.

Idag stod jeg på Kolding station og ventede på et tog. En kvinde på min egen alder var stået af det samme tog som mig, og tog sit mundbind af i det samme hendes fødder ramte perronen. Allerede der begyndte min indre pegefinger at løfte sig. Der er tydeligt skiltet med at man skal bære mundbind på perronen. Lidt efter tændte hun så også en cigaret! Det er i hvert fald heller ikke reglementet opførsel. Overalt på perronen byder DSB velkommen til Røgfri stationer med tydelige klistermærker. Jeg kunne ikke lade være med at krumme tæer nede i mine sneakers, og i en anden verden ville jeg nok været gået hen og have irettesat denne rebelske, formodentlig ikke uvidende, kvinde. Men det gør man jo ikke vel? Der er ingen der har lyst til at være den der duks der kaster den første sten, sladrer, peger fingre. Og hun havde jo egentlig heller ikke generet mig, bare tirret min indre regelrytter. Det har taget mig mange år at lære at blive den der stræber efter at følge reglerne med skyklapper på, ligesom alle andre normale mennesker.

Bare et lille pip herfra, på en smuk forårsdag, hvor jeg sidder på min anviste plads i toget, med mit påkrævede mundbind på. Husk på, at du af og til generer andre hvis du vælger at ignorere reglerne.

God påske til jer alle 🙂

Misforstå mig nu rigtigt...

Noget af det der ligger mig mest på sinde er, om det jeg udtrykker, det være sig mundtligt, skriftligt eller kropsligt, bliver modtaget som det er tænkt fra min side. Jeg går rundt med rigtig mange spekulationer omkring hvorvidt jeg får sagt eller gjort noget forkert, og hvis jeg ikke aktivt sætter en stopper for min tankestrøm, kan den gå helt i selvsving og udvikle sig til en langsomt fortærende gift indeni mig. Ikke desto mindre får jeg stadig ind imellem sagt ting der kommer ud forkert, for det gør mennesker, og uanset hvor anderledes jeg nogle gange føler mig, så er jeg trods alt stadig et menneske som alle andre.

Forleden blev jeg konfronteret af en i min nære kreds, der følte sig hængt lidt ud i noget jeg havde skrevet. Jeg blev lidt paf, for ja, jeg havde da skrevet de ting der blev fremhævet, men jeg havde på ingen måde tænkt det som det blev modtaget. Det fik mig til at tænke. Vi udtrykker os hver især med de redskaber vi har, og vi modtager hver især med de briller vi bærer eller det sprog vi forstår. 

Jeg har igennem de sidste par år været igennem mange samtaler med diverse sagsbehandlere, terapeuter, læger etc. som alle har rost mig for min evne til at sætte ord på mine følelser og min indsigt i mit eget sind. Jeg har snakket og snakket, reflekteret og perspektiveret, men aldrig tænkt over at nogen ville kunne føle at det jeg fortalte om mine lidelser havde noget med dem at gøre. Nu stod jeg med en nær ven der faktisk følte sig som skurken i min historie, pga. noget jeg havde skrevet. Jeg måtte forklare, at alt hvad jeg skrev var udtryk for tanker og følelser, processer i mit sind. Jeg ved med mit rationelle sind godt at ingen nogensinde har villet mig noget ondt, men hvad jeg føler er noget helt andet - og for at jeg skal kunne skille disse to ad, må jeg skrive mine følelser ned. 

Håber dette giver mening...? I der kender mig ved at jeg altid søger og finder det bedste i mennesker, og yderst sjældent frastødes af nogen. Så hvis I skulle føle at jeg på nogen måde træder jer over tæerne eller lignende, så konfrontér mig. Det har jeg brug for, for at lære og for at leve bedst muligt. Misforstå mig nu rigtigt, og hør hvad jeg mener, ikke hvad jeg siger 😉

Årets julehilsen

Udenfor er solen ved at få sit tag på den kolde morgendis, og det lader til at blive en smuk novemberdag. En af de sidste i år. Om få dage vender vi bladet, og så står den på december, årets sidste måned. Og hvilket år det blev, 2020, det er på alles læber (og ikke mindst taster, for i denne tid er det efterhånden sjældent vi står overfor hinanden og taler face to face) men jeg har besluttet at jeg IKKE vil skrive om dette års grusomheder og lidelser i dette oplæg, som bliver mit bud på årets julehilsen.

I min barndom var julehilsner noget man modtog i form at smukke kort i alle mulige afskygninger, og som regel kom der mange i løbet af december. De dumpede ind af brevsprækken (det var før postkassekravet) og blev sirligt sat frem på skænken i stuen, så min familie, og hvem der ellers måtte komme i vores hjem, kunne nyde synet og læse hilsnerne fra nær og fjern. Der var kort fra venner og bekendte der i korte vendinger ønskede os en glædelig jul og et godt nytår, så var der de obligatoriske, og lidt for lange,  årsberetninger fra bl.a. min farfar og farmor, og så var der de fortrykte og helt igennem upersonlige fra mine forældres arbejdsgivere og andre firmaer der af en eller anden årsag havde en grund til at ville ønske os en god jul. Til sammen udgjorde de et farvestrålende galleri der på skænken, og blev en del af hjemmets juleudsmykning.

Postvæsenet havde kronede dage dengang (og formentlig mange overarbejdsdage), der blev solgt frimærker i stor stil, og derudover var en stor del af de mange julekort påsat et julemærke. Et julemærke er et lille mærke der sættes ved siden af frimærket, og som ved sit køb støtter de danske julemærkehjem, som hjælper børn der har det svært på den ene eller den anden måde. Nu lever vi i en verden hvor julekortene er blevet digitale, postvæsenet er i skarp konkurrence for at overleve, og julemærkehjemmene må ty til andre metoder for at skaffe midler. Men uanset hvor smart og nyt det hele er, bliver det nu aldrig det samme som de mange smukke kort på skænken i mine forældres stue.

Jeg overvejede at skrive personlige kort i år, og sende med rigtige frimærker på. Og måske gør jeg det. Vi er endnu ikke gået ind i december, så der er tid endnu. Mon man stadig kan købe dem i butikkerne, eller skal jeg lave dem selv? Jeg ser for mig hvordan medarbejderne på postcentralen går i stå og måber, da der kommer en stak julekort ind. Nej, det er vist bare min fantasi, de har nok efterhånden så travlt pga. nedskæringer at de bare flyver rundt og arbejder som robotter. Engang var postvæsenet en del af julehyggen, det er vist en saga blot.

Min barndomsjul var hyggelig, spændende, varm og duftende. Jeg husker især juleaftens eftermiddag, hvor vi gjorde klar til den store aften, pyntede træet, gik i kirke, klædte os pænt på, hele huset duftede af and og flæskesteg, og første juledag hvor vi bare hyggede i nattøj hele dagen, og legede med vores gaver. Senere, da jeg var teenager og på efterskole, var julen forbundet med pakkekalender hjemmefra og lille kunstigt juletræ på værelset. Så blev jeg voksen, mine forældre blev skilt, og julen forsvandt. Ja altså, den forsvandt jo ikke, men min barndomsjul var væk, og jeg havde meget svært ved at genfinde den. Det var selvfølgelig hyggeligt nok at holde jul ved henholdsvis min mor og min far, men det var noget nyt og fremmed, og der var kun små glimt tilbage i form af en bestemt nisse i hjørnet eller en særlig smag i vaniljekransen. Min jul var splittet i atomer. Jeg ville så gerne give mine børn den jul jeg havde, men måtte i stedet skabe vores egen. Desværre hang jeg fast i fortiden, kunne ikke skabe nyt, bekymrede mig, mon børnene følte den samme glæde og hygge som jeg engang gjorde? Det får jeg nok først svar på når de bliver så gamle, at de ser tilbage på deres barndoms jul. Jeg håber så inderligt at de ikke mærkede, og ikke vil huske al den frustration og stress jeg gennemlevede de første af deres barndoms jule.

I år tilbringer jeg meget af juletiden alene. Juleaften er jeg sammen med mine børn i deres vante omgivelser, sammen med deres far og bonusmor, men i hverdagene er jeg alene, og jeg nyder det. Jeg er alene fordi jeg har valgt det, fordi jeg endelig har indset at det er sådan jeg har det bedst. Jeg har ro til fordybelse, ro til hygge uden bekymringer og frustrationer. På tirsdag starter julemåneden, og jeg er allerede stort set færdig med gaveræset, kalenderlyset står klar til at vise vejen til juleaften og jeg skal ikke andet end at være til. Jeg er ikke frustreret, jeg er ikke bekymret og jeg er ikke stresset. Det bliver en god jul.

Med de ord vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et velsignet og lykkebringende nytår.

Jeg holder af hverdagen

Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter

Morgenkyssene
Postens smæld i entréen
Kaffelugten
Den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser -
Jeg holder af hverdagen
Selv gennem alle dens irritationer
Bussen der skramler udenfor på gaden
Telefonen der uafladelig forstyrrer det smukkeste, blankeste stillestående ingenting i mit akvarium
Fuglene der pipper fra deres bur
Den gamle nabo der ser forbi
Ungen der skal hentes i børnehaven netop som man er kommet i gang
Den konstante indkøbsliste i jakkelommen
med sine faste krav om kød, kartofler, kaffe og kiks
Den lille hurtige på den lokale
når vil alle sammen mødes med indkøbsposer og tørrer sved af panderne -
Jeg holder af hverdagen
Dagsordenen
Også den biologiske
De uundgåelige procedurer i badet og på toilettet
Den obligatoriske barbermaskine
De breve der skal skrives
Huslejeopkrævningen
Afstemningen af checkheftet
Opvasken
Erkendelsen af at være udgået for bleer eller tape -
Jeg holder af hverdagen
Ikke i modsætning til fest og farver, tjald og balfaldera
Det skal til
med alle sine efterladte slagger
Så meget usagt og tilnærmelsesvist
vævende og hængende i luften bagefter
Som en art psykiske tømmermænd
Kun hverdagens morgenkaffe kan kurere -
Fint nok med fester! Al plads for euforien!
Lad de tusinde perler boble!
Men hvilken lykke så bagefter at lægge sig
i hvilens og hverdagens seng
til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt

Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen

(Dan Turèll 1984)

Sikke et sammentræf at Dan Turèll skrev dette meget rammende digt, samme år som jeg kom til verden. Endnu mere pudsigt er det, at jeg også i den grad holder af hverdagen. Jeg kan dog ikke lige analysere mig frem til, hvorvidt digtet er skrevet med en vis ironi...

Jeg holder af hverdagen. Jeg holder af forudsigeligheden, strukturen, det kendte, kort sagt: Hverdagen.

Mit sind er til tider kaotisk, min energi vanskelig at forvalte, min psyke temmelig ustabil...ikke hele tiden, men oftest når hverdagen IKKE er til stede. Fridage, weekender, ferier...mange mennesker har gavn af dette, slapper af, lader op. For mig er det ikke sådan. Hverdagen er lig med stabilitet og tryghed, her ved jeg hvad jeg skal, hvordan dagens program ser ud, for det er givet på forhånd. 

Hvert år, når sommerferien nærmer sig, tiltager min stress og angst, dag for dag, for til sidst at kulminere i denne udefinerede, ustrukturerede periode, hvor jeg bruger en helt masse energi på at holde sammen på mig selv og prøve at eksistere i et tomrum som er blevet placeret foran mig. En periode som jeg har svært ved at nyde, da den er så krævende og udtærrende, at jeg bare længes tilbage til hverdagen. Problemet er bestemt ikke mindre, når andre småferier dukker op i kalenderen...jul, nytår, påske...for i disse ferier forventes, udover at jeg holder fri fra arbejde, også min tilstedeværelse til diverse arrangementer...og ikke mindst mit engagement og min energi...for en mor skal jo give sine børn oplevelser, minder, traditioner. Jeg har kæmpet, nøj hvor har jeg kæmpet, for at leve op til disse forventninger...uden den mindste selvindsigt og erkendelse af, at jo mere jeg stræbede, jo værre blev det for mig, og de mennesker omkring mig jeg holder af.

Er ferie lig med frihed? For mange er det, men ikke for mig. Giv mig et skema, faste mødetider, strukturerede rammer...så føler jeg mig fri.