Frigjort Kærlighed

I starten af året besluttede min daværende kæreste og jeg at vi ikke længere skulle være kærester. Vi havde været sammen i næsten 4 år, og elskede stadig hinanden højt, men det var som om vores forhold var blevet dødt og koldt, og vi kunne ikke længere forsvare at holde hinanden fast på den måde.

Den kommende tid var selvfølgelig hård for os begge, og vi skulle lige finde ud af at kommunikere godt som venner, men efterhånden kom vi ligeså stille igang igen, og det viste sig faktisk at vi nu kunne komme tættere på hinanden end vi havde været længe. Det var som om parforholdets forpligtelser og forventninger havde skabt en distance mellem os, selvom vi altid havde forsvoret at dette ville ske. Nu var de alt for stramme og kvælende bånd blevet løsnet, vi kunne begge trække vejret igen, og oplevede at vi kunne begynde at udvikle os igen, både sammen og hver for sig. 

Kærligheden til hinanden er der stadig. Den er en anden nu, den er dybere og mere favnende. Vi er de bedste venner, vi hepper på hinanden, vi støtter hinanden, vi har hinandens ryg og vi ser når den anden har brug for at blive irettesat, for det kan man nemlig når man stoler så meget på hinanden som vi gør.

Det er helt nyt for mig at have et menneske så tæt på mig, som jeg ikke er i kæresteforhold med. Og jeg oplever at flere af den slags mennesker kommer til. Jeg skulle leve 40 år før jeg fandt ud af at jeg rent faktisk er en helt masse værd for flere mennesker end bare et enkelt. Og jeg har så meget kærlighed at dele ud af, for den bobler i mig og flyder over, nu hvor den er sat fri.