Jeg sad idag på en bænk i Aarhus. Der var mange mennesker i byen, og vejret var dejligt. Der er en del hjemløse og sørgelige skæbner i gadebilledet i Aarhus, og på et tidspunkt kommer en sjusket og usoigneret mand hen og spørger mig om jeg har en cigaret. Jeg siger nej, for lige idag har jeg kun fem tilbage, og min konto er tom, men jeg forventer på ingen måde det scenarie jeg nu skal opleve. Mandens følgesvend, en pæn og forbavsende velsoigneret mand, henvender sig til mig fra bænken ved siden af, få meter fra den jeg sidder på. "Kan du virkelig ikke undvære en enkelt cigaret?" spørger han på engelsk. Mange mennesker ville nok have ignoreret han, og forladt stedet, men jeg begynder istedet at forklare hvorfor jeg sagde nej. Jeg ved godt jeg ikke skylder nogen forklaring, men sagen er den at jeg normalt altid hjælper hvis nogen mangler en cigaret, og selv har røget meget mere end jeg plejer det sidste døgn, fordi jeg har haft en masse kedelig ventetid, så han giver mig faktisk lidt dårlig samvittighed. Jeg kan godt mærke på ham at min vage forklaring lyder som en dårlig undskyldning, og da han svarer "Er du klar over hvor mange mennesker som dig jeg møder hver dag" føler jeg mig provokeret til at forsvare mig. For jeg er ikke som alle de andre. Jeg ser mig selv som et favnende og gavmildt menneske, og har ikke lyst til at blive sat i bås med alle dem der behandler de hjemløse som en gruppe undermennesker. Kort inde i samtalen kommer manden over til mig, og beder mig rykke mig, for han vil sidde ved siden af mig. Vi snakker nok 20 minutter. Han spørger mig om jeg tror på karma, og fortæller mig at hvis han havde to cigaretter ville han aldrig tøve med at give den ene til en der trængte til en smøg. Han fortæller også at rigtig mange mennesker ikke tror på at han er hjemløs, og da jeg siger at det tror jeg på, beder han mig sætte ord på hvorfor det er så svært for de fleste at tro på. Det går op for mig, hvor svært det egentlig må være for ham at blive respekteret og accepteret, bare fordi han prioriterer at være ren, nybarberet og ordentlig i tøjet...i virkeligheden det helt modsatte af, hvilke spilleregler der normalt gælder i samfundet. Denne mand lever af at nogen har lyst til at hjælpe ham, og så bliver hans egenomsorg en hæmsko for ham. Allerede tidligt i samtalen ved jeg at jeg vil komme til at give ham en af mine kostbare cigaretter, så da han til sidst beder om en igen, tøver jeg ikke, selv om jeg godt ved at al hans snak selvfølgelig har været hans snedige måde at manipulere mig på. Han ser jeg har min telefon i hånden og beder mig åbne skærmen. Så trykker han sit telefonnummer ind, giver mig hånden og præsenterer sig som Alin. Nu har jeg Alins nummer i min telefonbog, og som han sagde "Måske ringer du imorgen, måske aldrig. Men nu har du muligheden". Han gav mig et varmt knus, og gik videre med sin umage ven, som under hele vores snak bare gik rundt og kiggede i de omkringliggende skraldespande. Jeg sidder tilbage med en oplevelse af at have fået en lille bid af et andet menneskes verden. Jeg ved intet andet om Alin, end at han er hjemløs og tror på karma, men han rørte noget i mig, og derfor skriver jeg dette. Jeg lærte, og giver hermed videre, at vi nogle gange bør give lidt af os selv til andre, for selvom vores ego i første omgang tænker "what's in it for me?", vil vi ALTID gå derfra med et eller andet...om det så bare er et smil, eller telefonnummeret på en fremmed, vi måske aldrig kommer til at ringe til.
Og til spørgsmålet om karma...jeg svarede ham "måske". Ved nærmere eftertanke er mit svar her bagefter: Ikke i et religiøst perspektiv, men jeg tror på at vores væren i verden har betydning for vores velvære og lykke, og at vi skal behandle vores næste som vi selv gerne vil behandles.
