Hvornår er man egentlig voksen? Jeg tænker ikke her på myndig eller voksen i lovens forstand, men voksen ifølge definitionen man selv har i hovedet, det billede man som barn havde af "De voksne". Jeg har egentlig hele mit såkaldte voksenliv kæmpet lidt med tankerne og følelserne omkring at være voksen. Når man er barn har man ofte travlt med at blive ældre, få mere medbestemmelse, mere frihed og mere ansvar. Jeg husker at jeg tænkte at de voksne måtte alt det vi børn ikke måtte, og selv kunne bestemme alting. Da jeg blev så gammel at jeg forventedes at stå på egne ben var det for mig på en gang spændende og befriende, men også skræmmende og uoverskueligt, og jeg fandt hurtigt ud af at voksenlivet ikke var så rosenrødt som barnet i mig troede. Jeg flyttede i egen lejlighed som 18 årig, da jeg virkelig havde brug for at komme hjemmefra og få mit eget liv, men det var på den anden side også som at rive mig selv ud af barndommens ubekymrethed. Med frihed kom også store beslutninger og konsekvenser, og alt jeg gjorde ville få betydning for mit videre liv.
Imorgen fylder jeg 40 år. For mig er det ligesom tallet der endegyldigt afslutter min ungdom, og gør mig "rigtig" voksen, og dog er det bare et tal. For jeg er ikke en anden imorgen end idag. Føler jeg mig mere voksen end da jeg fyldte 30? Dengang var jeg gift, havde små børn og gik på job fem dage om ugen. Mit liv var nok egentlig mere "voksent" dengang, men jeg har mere livserfaring og modenhed nu hvor jeg er ugift, bor alene og kun arbejder 9 timer om ugen. Føler jeg mig som en voksen, og det man populært kalder midaldrende? Kan jeg identificere mig med de der var voksne da jeg var barn? Nej ikke rigtigt. Om jeg nogensinde kommer dertil ved jeg ikke, men jeg ved at så længe jeg kan stå ved den jeg er overfor mine nærmeste og har det godt med mig selv, er det faktisk lidt ligegyldigt hvilke tal der står på min fødselsattest. Alder er kun et tal, og har kun betydning hvis optikeren har aldersrabat.
