Årets julehilsen

Udenfor er solen ved at få sit tag på den kolde morgendis, og det lader til at blive en smuk novemberdag. En af de sidste i år. Om få dage vender vi bladet, og så står den på december, årets sidste måned. Og hvilket år det blev, 2020, det er på alles læber (og ikke mindst taster, for i denne tid er det efterhånden sjældent vi står overfor hinanden og taler face to face) men jeg har besluttet at jeg IKKE vil skrive om dette års grusomheder og lidelser i dette oplæg, som bliver mit bud på årets julehilsen.

I min barndom var julehilsner noget man modtog i form at smukke kort i alle mulige afskygninger, og som regel kom der mange i løbet af december. De dumpede ind af brevsprækken (det var før postkassekravet) og blev sirligt sat frem på skænken i stuen, så min familie, og hvem der ellers måtte komme i vores hjem, kunne nyde synet og læse hilsnerne fra nær og fjern. Der var kort fra venner og bekendte der i korte vendinger ønskede os en glædelig jul og et godt nytår, så var der de obligatoriske, og lidt for lange,  årsberetninger fra bl.a. min farfar og farmor, og så var der de fortrykte og helt igennem upersonlige fra mine forældres arbejdsgivere og andre firmaer der af en eller anden årsag havde en grund til at ville ønske os en god jul. Til sammen udgjorde de et farvestrålende galleri der på skænken, og blev en del af hjemmets juleudsmykning.

Postvæsenet havde kronede dage dengang (og formentlig mange overarbejdsdage), der blev solgt frimærker i stor stil, og derudover var en stor del af de mange julekort påsat et julemærke. Et julemærke er et lille mærke der sættes ved siden af frimærket, og som ved sit køb støtter de danske julemærkehjem, som hjælper børn der har det svært på den ene eller den anden måde. Nu lever vi i en verden hvor julekortene er blevet digitale, postvæsenet er i skarp konkurrence for at overleve, og julemærkehjemmene må ty til andre metoder for at skaffe midler. Men uanset hvor smart og nyt det hele er, bliver det nu aldrig det samme som de mange smukke kort på skænken i mine forældres stue.

Jeg overvejede at skrive personlige kort i år, og sende med rigtige frimærker på. Og måske gør jeg det. Vi er endnu ikke gået ind i december, så der er tid endnu. Mon man stadig kan købe dem i butikkerne, eller skal jeg lave dem selv? Jeg ser for mig hvordan medarbejderne på postcentralen går i stå og måber, da der kommer en stak julekort ind. Nej, det er vist bare min fantasi, de har nok efterhånden så travlt pga. nedskæringer at de bare flyver rundt og arbejder som robotter. Engang var postvæsenet en del af julehyggen, det er vist en saga blot.

Min barndomsjul var hyggelig, spændende, varm og duftende. Jeg husker især juleaftens eftermiddag, hvor vi gjorde klar til den store aften, pyntede træet, gik i kirke, klædte os pænt på, hele huset duftede af and og flæskesteg, og første juledag hvor vi bare hyggede i nattøj hele dagen, og legede med vores gaver. Senere, da jeg var teenager og på efterskole, var julen forbundet med pakkekalender hjemmefra og lille kunstigt juletræ på værelset. Så blev jeg voksen, mine forældre blev skilt, og julen forsvandt. Ja altså, den forsvandt jo ikke, men min barndomsjul var væk, og jeg havde meget svært ved at genfinde den. Det var selvfølgelig hyggeligt nok at holde jul ved henholdsvis min mor og min far, men det var noget nyt og fremmed, og der var kun små glimt tilbage i form af en bestemt nisse i hjørnet eller en særlig smag i vaniljekransen. Min jul var splittet i atomer. Jeg ville så gerne give mine børn den jul jeg havde, men måtte i stedet skabe vores egen. Desværre hang jeg fast i fortiden, kunne ikke skabe nyt, bekymrede mig, mon børnene følte den samme glæde og hygge som jeg engang gjorde? Det får jeg nok først svar på når de bliver så gamle, at de ser tilbage på deres barndoms jul. Jeg håber så inderligt at de ikke mærkede, og ikke vil huske al den frustration og stress jeg gennemlevede de første af deres barndoms jule.

I år tilbringer jeg meget af juletiden alene. Juleaften er jeg sammen med mine børn i deres vante omgivelser, sammen med deres far og bonusmor, men i hverdagene er jeg alene, og jeg nyder det. Jeg er alene fordi jeg har valgt det, fordi jeg endelig har indset at det er sådan jeg har det bedst. Jeg har ro til fordybelse, ro til hygge uden bekymringer og frustrationer. På tirsdag starter julemåneden, og jeg er allerede stort set færdig med gaveræset, kalenderlyset står klar til at vise vejen til juleaften og jeg skal ikke andet end at være til. Jeg er ikke frustreret, jeg er ikke bekymret og jeg er ikke stresset. Det bliver en god jul.

Med de ord vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et velsignet og lykkebringende nytår.