At elske

Vi bruger det i flæng. Jeg eeeelsker bare chokolade, jeg elsker dig mor, iiih hvor jeg dog elsker når det bare regner og tordner hver gang vi har planlagt en telttur...

Og så bruger vi det når vi virkelig mener det. Men hvilken betydning ligger der så i ordene? Har vi brugt og misbrugt dem så meget, at de ikke længere indeholder den kraft de egentlig havde? Og hvornår ved man egentlig om man elsker? Eller om man "bare" godt kan lide rigtig meget? Og kan de to begreber måske have samme betydning? En lille dreng jeg kender bruger ikke ordet elske, men lægger meget store følelser i det, når han fortæller sin mor at han rigtig godt kan lide hende - der er jeg SLET ikke i tvivl om at han elsker sin mor meget højt.

Jeg har igennem livet sagt "Jeg elsker dig" rigtig mange gange...måske alt for mange gange? Jeg ved det ikke. Hver eneste gang har jeg ment det, men har jeg været i stand til at forstå og mærke følelsen? Alt for mange gange har jeg erfaret, at jeg senere i livet har oplevet en følelse der var stærkere, end den jeg engang troede var den ultimative, den hvor jeg i sin tid sagde "Jeg elsker dig". Og så står jeg der, med en ny kærlighed, en der føles større og stærkere end den sidste, og har igen lyst til at sige "Jeg elsker dig"...men hvilken betydning har ordene nu? Det er stadig de samme ord, intet er ændret, ordlyden er den samme, de føles ligesådan når læberne og tungen former dem...men følelsen er anderledes, større, stærkere, og ordene føles ikke længere fyldestgørende.

De senere år har jeg været igennem flere forhold, der i sidste ende viste sig ikke at være rigtige for mig. Jeg har forsøgt at holde igen, vente med at sige det jeg egentlig havde lyst til at sige, vente med at erklære den kærlighed jeg følte brændte indeni mig. Men det føltes bare forkert. Jeg er et menneske der føler meget, føler stort, føler hårdt. Og jeg vil så gerne udtrykke mig, gøre det klart for den jeg elsker at jeg virkelig elsker. Jeg er bare blevet lidt bange...bange for at ordene mister deres betydning, at de bliver noget der bare bliver sagt. Ja, jeg har lyst til at sige dem hele tiden, igen og igen...fordi jeg ikke har noget alternativ. De er bare de ultimative ord at bruge, når man vil udtrykke sin kærlighed. En kærlighed der brænder i hjertet, brænder for at komme ud, blive set, blive hørt, blive mærket. 

Følelsen af, at ordene er brugt, misbrugt, ikke gode nok længere, er enormt frustrerende...og alligevel så fantastisk berusende, nærende, livgivende at høre fra den man elsker. Og derfor...lige netop derfor...holder jeg ikke op med at bruge dem, så længe jeg føler den følelse der ligger i dem.