Den tredje trodsalder

"Hos barnet indtræder den gryende selvstændighed i toårsalderen eller lidt før. Perioden derefter kaldes undertiden den tidlige trodsalder (hvor puberteten udgør den senere), fordi barnet her begynder viljemæssigt at sætte sig op imod forældrene under afprøven af egne ønsker og nyudviklede færdigheder til mestring af sig selv og de situationer, det indgår i ("vil selv, kan selv")"

(Boje Katzenelson https://denstoredanske.lex.dk/selvstændighed)

Vi er trodsige som børn...og så kan der altså også opstå situationer senere i livet, hvor vi igen kan komme i den berømte Trodsalder, om man så må sige. Ja jeg kan i hvert fald. Om det så er udtryk for manglende trodsighed som barn skal jeg ikke kunne sige, men nogle gange, og ikke altid på de mest hensigtsmæsige tidspunkter, titter Sara 3 år frem og siger "Vil selv, kan selv!" - sådan blandet med teenager-Sara der siger "I skal f*cking ikke bestemme over mig". Til tider kan det være rigtig godt at finde selvstændigheden frem på den måde...bare ikke lige, når det så munder ud i junkfood og smøger.

Hvorfor er det jeg bliver trodsig? Hvorfor får jeg den der trang til at vise mig selv, og nogle gange omverdenen, at JEG er hersker over mit eget liv, mine egne penge, min egen krop? Bunder det i virkeligheden i en usikkerhed på mig selv?

Jeg får sådan en ubærlig trang til at gøre som jeg har lyst til, uden at der er nogen der bebrejder mig eller har en mening om det. 

Et eksempel...

Som teenager røg jeg, men da jeg mødte min eksmand bad han mig holde op, og det gjorde jeg. Jeg rørte ikke en cigaret i de 13-14 år vi var sammen, og det var helt fint, det var ikke fordi jeg følte det blev taget fra mig. Men da vi så blev skilt, fik jeg pludselig den her frihedsfølelse, kunne nu 100% bestemme selv, og trodsigheden kom op i mig...der gik ikke lang tid, før jeg igen havde en pakke cigaretter i min lomme.

Et andet eksempel...

Efter jeg blev alenemor, var det første jeg gjorde når ungerne var taget på weekend hos deres far, at handle ind til det helt store ædegilde. Chips, chokolade, kage, sodavand...den fik virkelig ikke for lidt! Og jeg åd...indtil jeg bare slet ikke kunne mere. For nu kunne jeg gøre det. Nu var der ingen til at sige "Skulle du måske ikke lige holde lidt igen?". Og jeg nød i den grad at jeg HELT selv kunne bestemme, selvom jeg godt vidste at det var enormt uhensigtsmæssigt og en smule barnligt.

Jeg gør det stadig ind imellem, og jeg er stadig ikke helt sikker på hvorfor. Måske et udtryk for, at jeg tidligere har følt mig låst og kontrolleret? Som helt ung var jeg altid meget fokuseret på at passe ind i normer og kasser, men var enormt dårlig til det. Derfor rettede jeg mig nok ekstra meget efter det mine nærmeste mente jeg skulle og burde, eftersom de nok vidste bedst.

Lige pt går min trodsighed meget op og ned...den er nok i virkeligheden lidt forvirret. Jeg bor alene, og kan gøre nøjagtig som jeg har lyst til. Jeg er i et forhold, og min hjerne er programmeret til at min partner har en hel del at skulle have sagt i forhold til mit liv og mine vaner...men nu har jeg en vidunderlig kæreste, der lægger STOR vægt på, at JEG bestemmer i MIT liv. Tror lige jeg skal lære at håndtere den frihed det giver mig, ellers ender det vist med at det bliver fredag hver dag...

At være eller ikke at være...koblet op på internettet

I aftes skete der noget frygteligt for mig, noget virkelig angstprovokerende og panikfremkaldende...internettet gik ned! Det lyder virkelig som en dårlig joke, og for bare 10 år siden ville det ikke have haft den store betydning for mig. Men det havde det bare igår. Jeg sad alene i min lille hybel, ingen musik, intet tv, ingen facebook...og værst af alt, ingen direkte kontakt til omverdenen. Jeg gik i panik, pulsen steg, tårerne pressede på, og jeg følte mig med ét meget alene. Eneste trøst var, at min telefon stadig indeholder kontaktoplysninger på mennesker jeg holder af, og det stadig er muligt at bruge en almindelig telefonforbindelse udenom internettet.

Gårsdagens hændelse var skræmmende. Er det virkelig blevet sådan, at hele vores verden er baseret på en forbindelse til noget større, en forbindelse der på et øjeblik kan forsvinde, blive utilgængelig. 

Hvad gjorde vi førhen? Og hvad gjorde vores forældre da de var unge? I en fjern afkrog af min hukommelse mindes jeg noget om lange aftener med en god bog, en god film i afspilleren, hyggelig brevveksling frem og tilbage med en veninde, et spil kort med hele familien...hvor blev det af? Jo nu skal I høre...bøgerne er for længst skiftet ud med lydbøger - som ikke er tilgængelige uden internet, medmindre man har downloaded dem INDEN nettet gik ned. Afspilleren er forældet og de nyeste film er enten for dyre eller udkommer slet ikke på DVD - og er det overhovedet muligt at koble en afspiller til et nyt og moderne smart-tv, der er designet til at fungere over en internetopkobling? Brevene til veninden kan man stadig sende, men man skal ikke forvente de når frem før tidligst en uge efter - og så er det altså ikke nemt at følge med i, om kæresten er skiftet ud, der har været kanon gode tilbud i Vero Moda eller alting bare er noget lort og hun nu vil gå i kloster. Så har vi kun kortspillet tilbage...kan du huske reglerne på det der vildt sjove spil vi spillede i frikvartererne i 5. klasse? Lige meget, vi finder dem bare på nettet...nåh nej...

At elske

Vi bruger det i flæng. Jeg eeeelsker bare chokolade, jeg elsker dig mor, iiih hvor jeg dog elsker når det bare regner og tordner hver gang vi har planlagt en telttur...

Og så bruger vi det når vi virkelig mener det. Men hvilken betydning ligger der så i ordene? Har vi brugt og misbrugt dem så meget, at de ikke længere indeholder den kraft de egentlig havde? Og hvornår ved man egentlig om man elsker? Eller om man "bare" godt kan lide rigtig meget? Og kan de to begreber måske have samme betydning? En lille dreng jeg kender bruger ikke ordet elske, men lægger meget store følelser i det, når han fortæller sin mor at han rigtig godt kan lide hende - der er jeg SLET ikke i tvivl om at han elsker sin mor meget højt.

Jeg har igennem livet sagt "Jeg elsker dig" rigtig mange gange...måske alt for mange gange? Jeg ved det ikke. Hver eneste gang har jeg ment det, men har jeg været i stand til at forstå og mærke følelsen? Alt for mange gange har jeg erfaret, at jeg senere i livet har oplevet en følelse der var stærkere, end den jeg engang troede var den ultimative, den hvor jeg i sin tid sagde "Jeg elsker dig". Og så står jeg der, med en ny kærlighed, en der føles større og stærkere end den sidste, og har igen lyst til at sige "Jeg elsker dig"...men hvilken betydning har ordene nu? Det er stadig de samme ord, intet er ændret, ordlyden er den samme, de føles ligesådan når læberne og tungen former dem...men følelsen er anderledes, større, stærkere, og ordene føles ikke længere fyldestgørende.

De senere år har jeg været igennem flere forhold, der i sidste ende viste sig ikke at være rigtige for mig. Jeg har forsøgt at holde igen, vente med at sige det jeg egentlig havde lyst til at sige, vente med at erklære den kærlighed jeg følte brændte indeni mig. Men det føltes bare forkert. Jeg er et menneske der føler meget, føler stort, føler hårdt. Og jeg vil så gerne udtrykke mig, gøre det klart for den jeg elsker at jeg virkelig elsker. Jeg er bare blevet lidt bange...bange for at ordene mister deres betydning, at de bliver noget der bare bliver sagt. Ja, jeg har lyst til at sige dem hele tiden, igen og igen...fordi jeg ikke har noget alternativ. De er bare de ultimative ord at bruge, når man vil udtrykke sin kærlighed. En kærlighed der brænder i hjertet, brænder for at komme ud, blive set, blive hørt, blive mærket. 

Følelsen af, at ordene er brugt, misbrugt, ikke gode nok længere, er enormt frustrerende...og alligevel så fantastisk berusende, nærende, livgivende at høre fra den man elsker. Og derfor...lige netop derfor...holder jeg ikke op med at bruge dem, så længe jeg føler den følelse der ligger i dem. 

Om hæmninger og frigørelse

Alle mennesker har hæmninger, grænser for hvad de vil gøre foran andre, barrierer der sommetider hindrer dem i at udfolde sig og vise verden hvem de egentlig er og hvad de indeholder. Der er bare kæmpe stor forskel på, hvori vores hæmninger ligger. Nogle har meget svært ved at stille sig op på en scene foran et publikum, andre skjuler deres krop bag store trøjer og så er der dem der sidder bagerst i klassen og aldrig rækker hånden op, selvom de kender svaret på lærerens spørgsmål.

Nogle mennesker lever hele livet, i skyggen af deres hæmninger. Får aldrig levet deres drømme ud, fordi de sætter barrierer og grænser op for sig selv. Og så er der de andre...de der tager udfordringen op, lukker øjnene...og tager springet ud over afgrunden. 

Jeg er også et menneske, jeg har også hæmninger. Hæmninger der det meste af mit liv har fået lov at styre, fået lov at bestemme min værdi. Noget jeg med min forstand godt ved jeg godt kan være bekendt, men som mit eget forvrængede selvbillede har sat en stopper for.

Idag blev jeg udfordret på mine hæmninger. Og samtidig bekræftet i min tillid til kvinden jeg elsker. Jeg blev bedt om at synge godnatsang, og jeg gjorde det...JEG GJORDE DET! Det krævede tilløb, mod, dybe vejrtrækninger...og jeg var tæt på at vige udenom...men jeg gjorde det! Og hold fast hvor jeg nød det. Pludselig huskede jeg hvor meget jeg egentlig elsker at synge. Og synet af min elskede, der gled ind i en fredelig søvn mens jeg sang for hende, var det hele værd. Så smukt og fredfyldt.

Og hvad var det så egentlig jeg var bange for? At hun ville kunne lide mig mindre hvis jeg sang falsk? Jeg ved jo hvor meget hun holder af mig og værdsætter mig, så tanken er jo næsten respektløs.

Konklusionen må blive, at man sjældent mister noget ved at udfordre sine hæmninger. Tværtimod risikerer man at vokse og blomstre, og få lov at gøre en forskel i en verden fyldt med tilbageholdte værdier, talenter, meninger, følelser...og er det i virkeligheden ikke det livet går ud på? 

Næste skridt på denne sti må for mig blive, at tale min skønne dialekt...men det er en helt anden historie...